-
Tvangsauktion Onsdag 22-04-2026 09:00
- Retten i Lyngby, Lyngby Hovedgade 96, 2800 Kgs. Lyngby
- Journalnr. 15907,
- Rettens AS nr. AS 8/2026
Beskrivelse af ejendommen matr.nr. 2al, Holte By, Søllerød beliggende Højeleddet 45, 2840 Holte ved rekvirentens besigtigelse den 23. marts 2026
Huset er opført af mursten med tegltag (bygning 1), og er ifølge BBR opført i 2005.
Huset er i 2 plan med kælder. Boligarealet er ifølge BBR 247 m², heraf 15 m² lovlig beboelse i kælder, registreret med 232 m² bygningsareal og 44 m² høj kælder. Der er i henhold til BBR registreret 4 værelser, 3 badeværelser, 3 toiletter og køkken. Det bemærkes i BBR, at der er afvigende etager med underetage på 94 m².
Indgang til ejendommen sker via entre i underetage. Fra entreen er der adgang til to værelser, hvoraf det ene har direkte adgang til badeværelse med toilet, trapperum med opgang til stueetage, bryggers, badeværelse med adgang til sauna, teknikrum og hobbyrum. I teknikrummet er der efter det oplyste genvex af mærket Nilan, Weishaupt gasfyr, samt eltavle, der endnu ikke er færdigbygget. Værelserne har trægulve, mens resten af etagen er flisebelagt. Der er efter det oplyste gulvvarme med elektrisk styring. Værelset med direkte adgang til bad har tidligere haft vandskade grundet defekt ventil på spabad på stueetagen. Ved indgangen er der åbent til synlige elinstallationer i etageadskillelsen.
I overetagen er der fra trapperum adgang til værelse med direkte adgang til badeværelse med brus og spabad (spabad har som ovenfor anført tidligere forårsaget vandskade), gæstetoilet, grovkøkken (bryggers), og køkken/alrum. I køkken, grovkøkken, badeværelse og toilet er der flisegulve, og resten af etagen med trægulve. I køkken/alrum er der loft til kip, samt muret skorsten med pejseindsats. I trapperum samt soveværelse er der ovenlysvinduer. Soveværelse har adgang til altan. Fra køkken/alrum er der adgang til større træ- og flisebelagt areal i forbindelse med swimmingpool.
Indkørsel til ejendommen/garagebygning sker via elektrisk port.
Carport (bygning 2), udført i træ med tegl, ifølge BBR opført i 2010, og er ifølge BBR 62 m², heraf areal af indbygget udhus 23 m².
Ejendommen opvarmes ifølge BBR med naturgas med supplerende varme fra pejs.
Der forefindes mindre skure på ejendommen som ikke ses registreret på BBR.
Rekvirenten gør særskilt opmærksom på, at der er indefrosset grundskyld på kr. 52.936,19 i ejendommen, som skal indfries ved et salg. En auktion anses ligeledes som et ejerskifte i relation til det indefrosne lån. I det omfang sælger ikke indfrier, eller at det konstateres udsigtsløst at inddrive sælgers (tidligere ejers) forfaldne indefrosne beløb, har kommunen mulighed for at henholde sig til ejendommen og derved reelt pålægge auktionskøber udgiften. En auktionskøber må derfor indrette sit bud efter, at der kan påhvile en forpligtelse for indefrosset grundskyld. Dette nævnes for en god ordens skyld, således rekvirent og fogedretten er fritaget for ethvert ansvar i den forbindelse.
Nærværende beskrivelse er udfærdiget dels på baggrund af en visuel besigtigelse foretaget af en ikke-byggesagkyndig person, og dels på baggrund af de foreliggende oplysninger i BBR-registeret.